Skjult havecafé i Rayong | The Creeper House

The Creeper House i Rayong, Thailand — en café midt i en have

The Creeper House i Rayong, Thailand, står lige nu som midlertidigt lukket på Google Maps. Jeg kunne ikke finde ud af, om stedet åbner igen, men stemningen dér var så særlig, at jeg stadig havde lyst til at gemme den i tekst og billeder.

Jeg boede i Rayong i omkring 3 år. Min kone arbejdede dér, så jeg flyttede med, og når man bor et sted længe nok, får man jo altid brug for et sted at tage hen i weekenden. Rayong er ikke sådan en by, som folk forbinder med caféer på samme måde som Bangkok eller Chiang Mai. Måske var det netop derfor, at sådan et sted kunne gemme sig dér. En café i Rayong, som ikke stod i guidebøgerne, ikke lå i et turistområde, og som alligevel var overraskende god.

Det var min kone, der fandt The Creeper House. En weekend sagde hun bare: “Lad os tage herhen,” og så kørte vi cirka 40 minutter hjemmefra. Vejene i Rayong føles ret anderledes end i Korea. I Thailand kører man i venstre side, og bare det tager lidt tid at vænne sig til. Derudover skifter vejforholdene meget fra strækning til strækning, så de 40 minutter føles længere, end de lyder. Hvis du selv vil køre rundt til caféer i Thailand, er det helt klart noget, du skal tage med i regnestykket.

Indgangen til The Creeper House — er det en café eller en botanisk have?

Når man ankommer, tvivler man ærligt talt først på, om det overhovedet er en café. Det grønne trekantede tag med teksten HOUSE PLANT, glasdøren og hele væggen dækket af slyngplanter gør, at stedet mere ligner indgangen til en botanisk have end en kaffebar.

Der stod også en vintage gadelygte ved siden af, og under den hang et tavleskilt med teksten “Cafe in HOUSE PLANT OPEN”. Hvis jeg ikke havde set det, var jeg nok bare gået forbi. Foran døren blomstrede der hvide blomster helt vildt, og det virkede ikke engang som noget, nogen bevidst havde plantet. De var bare vokset frem. Det er noget af det vilde ved caféer i Thailand: Selv når stedet ikke prøver hårdt, sørger naturen for stemningen helt af sig selv.

Og bare lige som info: Parkering behøver du ikke bekymre dig om. De fleste caféer og restauranter i Thailand har masser af plads til biler. Det er ikke som i Korea, hvor man næsten altid først skal tjekke, om der er parkering. Der er simpelthen mere plads, så ofte kan man bare holde foran stedet, og hvis ikke, så ved vejkanten. Det er honestly en af de nemmeste ting ved at tage rundt til caféer i Thailand i bil.

Så snart man går indenfor, står der et træskilt. Øverst står der The Creeper House, nederst House Plant, og pilene peger i hver sin retning. Det betyder, at caféen er delt op i flere områder, og jeg så seriøst ikke én eneste gå forbi det skilt uden lige at stoppe op og tage et billede.

Udendørs siddepladser i haven — det bedste ved en café i Thailand

Den udendørs have havde hvide sten på jorden, to-tre små jernborde, buske hele vejen rundt, gule blomster i stenbedet til venstre og en hvid bænk under træernes skygge. Der var ikke mange pladser, men netop derfor føltes det mere som at sidde inde i en rigtig have end på en almindelig terrasse.

Det var dér, vi satte os. Det var en af de dage, hvor himlen var lidt overskyet, og man ikke helt vidste, om der når som helst ville komme et tropisk skybrud. Men netop derfor var det faktisk til at sidde ude, selv midt på dagen. Hvis man vil nyde en café udendørs i Thailand, er sådan en let overskyet dag ofte bedre end en helt skyfri dag.

Den slags sted er svær at skabe i lande med tydelige årstider. Når selve bygningen er en have, og haven er caféen, kræver det varme stort set hele året. I Korea findes der også mange caféer med udeservering, men når vinteren går under frysepunktet, bliver de pladser kun brugt forår og efterår. Sommeren er så et andet problem. Den koreanske højsommer kan være lige så intens som Songkran-sæsonen i Thailand, men i Thailand kommer der ofte regnskyl i regntiden, som køler luften ned, mens varmen i Korea tit bare bliver hængende. Til sidst ender man alligevel indenfor i aircondition. Sådan noget mærker man virkelig først, når man har boet dér: Klima former også rummet.

Bagerdisken — kager inde i et drivhus

Indenfor stod der en bagerdisk, der føltes mere som en del af et drivhus end af en almindelig café. Den turkise væg, lyskæderne snoet rundt om grene og slyngplanterne mellem metalrammerne fik grænsen mellem ude og inde til næsten at forsvinde.

Når man gik længere ind, kom bagerdisken frem. På den turkise væg hang lyskæderne rundt om grenene, og inde i montren stod kagerne i lag på flere hylder. Ved siden af hang et tavleskilt på thai med bestillingsinfo, og der stod også “Order & Pay”, så det var sådan et sted, hvor man bestiller og betaler først. På væggen til venstre hang der også et skema med “SUGAR LEVEL”. Selvom det var indendørs, hang der slyngplanter ned mellem metalgitrene, så man nærmest ikke kunne mærke, hvor ude stoppede og inde begyndte. Det føltes mindre som en café og mere som et drivhus, nogen havde fyldt med kager.

Set helt tæt på lå hvert kagestykke oven på en træskive og var pakket ind i gennemsigtig film. På den øverste hylde stod kaktuspotter side om side med kagerne, så hele udstillingen lignede en lille have i sig selv. Der var jordbærkage, honeycomb-kage, chokoladekager og en hel del andet. Udvalget var faktisk ret stort.

Signaturkager — honeycomb, cheese chocolate cherry og carrot cake

Honeycomb-kagen med skiltet Signature Cake var helt tydeligt en af stedets hovedpersoner. Oven på flødeosten lå et helt stykke bikage, og ved siden af sad en kvist rosmarin. I lyset så den gyldne honning næsten gennemsigtig ud og skinnede virkelig flot.

Jeg stod ærligt talt længe foran den montre. Det var ikke bare lidt honning som pynt, men et reelt stykke bikage oven på flødeosten. Der lå en rosmarinkvist ved siden af, og under lyset glimtede den gule honning næsten som glas. Det var den, jeg endte med at bestille, og jeg skriver mere om smagen lidt længere nede.

Signatur nummer 02, cheese chocolate cherry, så ud som en dessert, der var langt mere gennemført, end man normalt ville forvente i en lokal café. Ingredienslisten nævnte sorte kirsebær, økologisk cheese chocolate fra Danmark, friske blåbær, friske kirsebær, granatæble, kakaocreme og chokoladesmør.

På skiltet stod der black cherry, organic cheese chocolate from Denmark, friske blåbær, friske kirsebær, granatæble, kakaocreme og chokoladesmør. Prisen var omkring $5.0. Bare ingredienslisten føltes allerede et niveau over en tilfældig cafékage. Den her smagte jeg dog ikke på. Jeg nøjedes bare med at tage billeder af den.

Signatur nummer 01 var carrot cake med flødeostfrosting, gulerodsbund, valnødder, kanel, muskatnød og en ordentlig bunke mixed nuts ovenpå. Den kostede cirka $4.7, og med lokale priser i Thailand føltes det faktisk som en ret dyr kageskive.

Når man tænker på, at et helt lokalt måltid i Thailand ofte kan koste omkring $1.4 til $1.7, svarer ét stykke kage nærmest til tre måltider. Med thailandske priser i baghovedet er det altså dyrt, helt ærligt. Den her spiste jeg heller ikke. Jeg tog bare billeder af den i montren.

Den samme carrot cake så også flot ud fra siden. Gennem den gennemsigtige kop kunne man tydeligt se lagene af flødeost og gulerodsbund, og ovenpå lå der valnødder, mandler, jordbær og rosmarin. Når man ser ingredienserne, giver den høje pris mere mening. Der var ikke noget ved den, som føltes billigt eller halvhjertet.

Indendørs pladser med aircondition

Hvis man ikke er god til varmen, fandtes der også en indendørs afdeling med aircondition i hovedbygningen. Der var brune lædersofaer, stofsofaer, puder med træmønster og grønne metalvinduer, hvor man stadig kunne kigge ud på haven.

Der var ikke masser af pladser, men muligheden var der. Jeg satte mig dog ikke dér. Jeg havde jo ikke kørt 40 minutter bare for at ende inde under aircondition.

Er $4.7 dyrt for en café i Rayong, Thailand?

Ja, det var dyrt. Helt ærligt dyrt. Men det mærkelige var, at den følelse forsvandt lidt, så snart man sad derude i haven. Over mig voksede slyngplanterne helt op på taget, der stod tropiske blomster ved siden af, og langt væk kunne jeg svagt høre nogen tale thai.

Det var ikke sådan en stemning, man bare kan købe sig til. Det føltes som et rum, der langsomt var blevet gennemvædet af thailandsk klima og hverdagsliv. Nærmest som et orangeri i Tivoli, bare meget mere tropisk, fugtigt og vildtvoksende. Så ja, det var dyrt, men det føltes stadig som om, det gav mening at være der.

Jeg spiste honeycomb-kagen

Jeg skar i honeycomb-kagen og tog en bid, og den var virkelig god. Det øverste ostelag var blødt, den nederste del havde en lidt mere fast, næsten mat tekstur, men stadig med masser af fugt. Balancen mellem de to lag sad præcist.

Jeg har spist mange cheesecakes i Korea, men den her havde noget andet over sig. Det var også en af de ting, jeg bedst kunne lide ved at bo i Thailand: at støde på desserter i en lokal café, som man aldrig rigtig ville finde hjemme. Et sted, der ikke stod i guidebøger, ikke var nemt at google, og som alligevel overraskede med en smag, der var bedre end forventet. Den slags øjeblikke er ægte lykke ved at bo i udlandet.

Mens jeg spiste, tænkte jeg pludselig, at det her nok er præcis sådan, en udlænding må have det, når de sætter sig på en virkelig koreansk stemningscafé i Korea. Den følelse af: “Det her ville jeg aldrig kunne opleve i mit eget land.” Måske er det i virkeligheden det, caféer giver på en rejse. Man træder et øjeblik ind i et rum, som ens egen hverdag aldrig kunne skabe. Og derfor tager man af sted, selv når det er dyrt, langt væk eller senere lukker.

Nærbillede af bikagen

Jeg tog også et nærbillede af bikagen oven på kagen. Honningen løb mellem cellerne, og det var ikke bare en tynd skive som pynt, men et helt stykke bikage lagt direkte ovenpå. Da jeg løftede det med fingrene, løb honningen ned over hånden.

Og mærkeligt nok generede det mig slet ikke. Der findes også caféer i Korea, som bruger honeycomb som topping, men jeg har ærligt ikke set nogen give så tykt et stykke til den her pris.

Anchan-drikken — helt ærligt var smagen ikke særlig god

Jeg bestilte en drink med en hel anchan-blomst, altså butterfly pea flower, ovenpå. Mellem de lilla kronblade sad der blåbær, og et pandanblad stak lige op. Den så ærligt mere ud som en blomsterdekoration end som en drik.

Men helt ærligt: Smagen var ret middelmådig. Det smagte basically som sodavand blandet med sirup. Sødt, med kulsyre, men næsten ingen blomsterduft. Hvis den stod på en café i Korea, ville jeg ikke bestille den igen bare for smagens skyld. Men når man får den serveret i den her have, på en overskyet eftermiddag og i så flot en præsentation, bliver man alligevel i godt humør. Det er en drik, man ser på mere end man smager på. Så hvis du bestiller den for smagen alene, kan du godt blive lidt skuffet.

Jeg tog også et billede, hvor hele koppen kunne ses. Øverst var den lilla, i midten orange og nederst svagt gul, og lagene gled ret flot over i hinanden. På koppen sad et turkis klistermærke med teksten “THE CREEPER HOUSE — Cafe · Garden · House Plant”, og da jeg satte den på træbordet, blev de lyserøde og grønne blade bagved automatisk til baggrund. Det er sådan en café, hvor man ikke behøver et særligt fotohjørne.

Så for sjov stak jeg koppen lidt ind mellem buskene ved siden af caféen. Seriøst. De lilla blomster og de grønne blade passede så godt sammen, at det så ud, som om den var groet derude. Det her sted blev bare automatisk en baggrund, uanset hvor man satte noget. Jeg havde aldrig været på en café før, hvor man slet ikke behøvede at vælge baggrund.

Karamelmacchiato

Min kone bestilte en karamelmacchiato. Allerede gennem låget kunne man se, hvor mørk farven var. Kaffe på thailandske caféer er ofte ret kraftig, og det gjaldt også her. Karamellen gled mellem isterningerne og lavede en flot brun gradient.

Så jeg tog ét billede før jeg åbnede låget og ét efter. Den var sød, ja, men selve kaffen var stærk nok til, at sødmen ikke bare overtog det hele.

En gåtur rundt i haven hos The Creeper House

Senere gik vi udenfor igen. Den hvide grussti forbandt bygningerne, men fordi der stod tætte tropiske buske på begge sider, føltes det mere som en lille spadseresti end en egentlig vej. Fra indgangen kunne man få hele haven med i ét billede, mens man fra den anden side fik lag på lag af gadelygte, stenbed og taglinjer.

Det sted føltes virkelig som et sted, hvor haven kom først, og caféen bagefter. Ikke en have, nogen havde bygget for billedernes skyld, men en have, der bare var vokset frem over tid.

Gul væg, grønne slyngplanter og rød dør — Into the Garden

Der stod også endnu en bygning i haven med gul væg, rød dørkarm og grønne slyngplanter halvt hen over facaden. På ruden stod der med håndskrift “Into the Garden”, og over døren hang et gammelt træskilt med teksten CREEPER HOUSE. Det var en af de kroge, man bare fik lyst til at kigge længere på.

Når man åbnede døren, stod der rattanstole, træborde, Edison-pærer i rækker fra loftet og en stor krukkeplante i hjørnet. Det billede, jeg tog gennem den røde dørkarm og ind i rummet, havde klart den bedste stemning. Gul væg, grønne slyngplanter, rød dør. Jeg føler virkelig, at den farvekombination kun fungerer sådan her i Thailand.

Menukortets design og de små detaljer

Ved indgangen hang menukortene i træklemmer på et metalstativ, og det var også sådan en detalje, man ikke bare gik forbi. Ved siden af kortet med “COFFEE — GET READY TO ENJOY!” hang der signaturkort for GARDEN SODA og navne som Snow Pink, Galaxy Deep, Love Aden og HAPPY DAY MILK. Selv menuen havde personlighed.

Oven på disken stod der også en tipboks formet som et lille hvidt hus. På taget var der tegnet murstensmønster og blade med blyant, og man puttede mønter i gennem skorstenen. Der er ærligt talt ikke mange caféer, der går så meget op i selv de helt små ting.

Da jeg var der, var de fleste gæster lokale thailændere. Der var kun en eller to grupper udlændinge, og det lagde jeg faktisk først mærke til senere, da jeg så mine videoer igennem igen. Det føltes lidt sjovt at se udlændinge sidde i sådan en lokal café i Rayong. Hvordan havde de mon fundet den? Måske præcis som mig — via nogen, der anbefalede stedet.

Vi blev der i omkring en time. Det var ikke et særligt langt ophold, men mindet blev hængende længe bagefter.

Praktisk info om The Creeper House

Adresse: 34, 8 Thanon Sai 11, Map Kha, Nikhom Phatthana District, Rayong 21180, Thailand

Åbningstid: 10.00 til 17.00 (lukket om tirsdagen)

Signaturkager: cirka $4.5 til $5.0

Pris på drikkevarer: Det kan jeg ikke huske helt præcist

Kontakt: 092-927-7200 (Khun Fern)

Stedet står lige nu som midlertidigt lukket på Google Maps, så tjek det helt sikkert, før du tager af sted.

Til sidst

Jeg ved ikke, hvornår den tekst med midlertidigt lukket ændrer sig, men da jeg var der, levede stedet helt tydeligt. Jeg syntes, det var dyrt, anchan-drikken var helt ærligt ikke særlig god, og køreturen derhen var heller ikke specielt behagelig. Og alligevel får jeg lyst til at tage tilbage, hver gang jeg ser billederne igen.

Hvis The Creeper House åbner igen en dag, tror jeg faktisk, at jeg gerne kører de 40 minutter én gang til. Bare for at sidde i den havecafé igen og få honning på fingrene, mens jeg piller et stykke bikage fra hinanden.

Dette indlæg blev oprindeligt udgivet på https://hi-jsb.blog.