Vild grotte i Korea: monorail, 365 trin og guldmine

Gangwon-do i Korea — hvis du ikke har været der, start med denne grotte

Jeg vil selvfølgelig gerne anmelde kendte turistattraktioner og restauranter, og det gør jeg også, men ind imellem vil jeg også introducere steder, hvor udenlandske turister næsten aldrig kommer.

I Korea er der nemlig overraskende mange steder, der bare ikke er så kendte, men som man tænker "Hvorfor vidste jeg ikke om det her?" når man først besøger dem. Dette indlæg handler om præcis sådan et sted. En skjult grotte kaldet Hwaam Cave i Jeongseon, en lille bjergby i Gangwon-do provinsen — cirka 2 timer og 30 minutter med bil fra Seoul.

Tag monorail først — helt seriøst

Kan I se den hældning? Hvis jeg havde gået derop, var jeg kollapset halvvejs. Med monorail glider man bare op mellem træerne og kan sidde helt afslappet og nyde udsigten. Prisen er $2,20 for en voksen, så der var intet at overveje. Op med monorail, ned til fods. Det er den rigtige strategi.

Når man stiger af monorail, ser man straks denne bygning. Det er indgangen til Hwaam Cave (畵巖洞窟). En lille bygning af tømmerstokke, men i det øjeblik man træder ind gennem den dør, begynder en helt anden verden.

Et billede ved indgangen er et must. Når man kommer ud igen, ryster benene allerede.

15°C inde i grotten — lad dig ikke narre, selv om det er sommer

Lige så snart man træder ind, fortsætter denne velholdte gangsti. Der er fliser på jorden og rækværk, så det er nemt at gå. Men én vigtig ting: inde i grotten er der ca. 15°C hele året. Selv om man besøger om sommeren, skal man have en jakke med — sådan en man ville have på i begyndelsen af efteråret. Jeg havde en t-shirt og en tynd vindjakke, og mod slutningen frøs jeg lidt. Min rejsekammerat forsøgte at klare sig i bare en t-shirt og begyndte til sidst at gå hurtigere bare for at holde varmen.

Og ærligt talt, hvis det bare var en grotte, hvor man gik og ikke andet, ville jeg nok ikke synes, det var besværet værd at komme hertil. Men Hwaam Cave er anderledes. Der er nemlig 5 temazoner. Strukturen er bygget op som en fortælling, der udfolder sig, mens man går, så de 1.803 meter bliver aldrig kedelige.

Undervejs kommer man til sektioner som denne. LED-lys omslutter hele tunnelen, og farverne skifter hele tiden. Bare tag ét billede her. Baggrunden klarer resten.

Den øvre mineskakt, hvor guldminens historie lever videre

Denne sektion er grunden til, at Hwaam Cave er mere end bare en grotte-tur. Det er en genskabt guldudvindingsscene med mannequiner, der viser præcis, hvilke redskaber og metoder minearbejderne brugte dengang. Hwaam Cave var oprindelig Cheonpo Gold Mine (天浦鑛山), en guldmine fra 1930'erne under den japanske besættelse af Korea. I 1934 blev en kalkstensgrotte tilfældigt opdaget, mens man gravede en mineskakt.

Så inde i denne grotte eksisterer to historier side om side. Historien om den naturlige kalkstensgrotte, som naturen har skabt, og historien om de mennesker, der med tvang gravede sig ind i denne jord.

Bag glas er redskaberne fra dengang bevaret. Stativer, beholdere, rør, trækonstruktioner. Det føles, som om man har forseglet et gammelt lager og aldrig åbnet det igen.

En ægte mineskakt. Spærret af med tremmer af sikkerhedshensyn. Lyserødt lys skinner ind, og det skaber faktisk en mærkelig stemning. Den slags steder finder man rundt omkring i grotten.

Inde i grotten er det langt mere kompliceret forbundet, end man forventer. Trapper går op og ned, smalle gange fører til andre rum. Det er som et spindelvæv af gange, men alle sektioner har sikkerhedshegn, og i loftet er der endda net til at forhindre nedfaldende sten. En velholdt grotte.

Derfor skifter loftshøjden hele tiden

Noget man lægger mærke til, når man går gennem Hwaam Cave: højden er aldrig den samme. I nogle sektioner er loftet højt og åbent, og i den næste skal man bøje sig ned. De naturlige kalkstensgrotte-sektioner er dannet af grundvand og erosion, så loftet er uregelmæssigt, mens guldmine-skakterne er smalle og lave, fordi minearbejderne fulgte guldåren, mens de gravede. De to skifter hele tiden.

Ærligt talt tror jeg, der er en del, der tager derhen og forventer en pænt istandsat turistgrotte og så bliver overraskede over, hvor rå og primitiv rumfornemmelsen er. Har man problemer med ryg eller knæ, er det værd at huske på.

På informationstavlen stod der Øvre Venstre Skakt Nr. 3. I 1937 installerede man 6 lag stilladssstiger og gravede op til 40 meters højde. På tavlen nedenunder blev det forklaret, at koreanske forarbejdere under den japanske besættelse blev tvunget til at bryde guldmalm her. Jeg stod længe foran den tavle. At den vej, vi nu går som turister, stadig bærer de menneskers liv — det kunne jeg bare ikke gå forbi.

En minevogn (鑛車) er udstillet direkte på skinnerne. Blåt LED-lys giver en mærkelig stemning.

365 trin — i virkeligheden langt vildere end tallet lyder

Man kan se med det samme, hvor stejle trinene er. Nedenunder breder et rum sig med blåt lys, og det her er det faktiske udseende af sektionen med 90 meters niveauforskel. På billederne ligner det bare trapper, men når man står der, ryster benene en smule. En kvinde foran mig, der var på vej ned, sagde: "Øv, mine knæ overlever ikke det her." Jeg grinede, men senere sagde jeg præcis det samme.

En sektion, hvor klippeloftet hænger helt nede over hovedet.

Set nedefra og op er trapper og stålrækværk stablet lag på lag. Herfra fornemmer man virkelig skalaen.

Når man er nede, åbner rummet sig pludselig helt. Rødt lys farver klippevæggene, og loftet er så højt, at man ikke kan vurdere, hvor det ender. Kontrasten til de smalle, lave mineskakter deroppe er virkelig intens. Jeg stod bare her i omkring 5 minutter og kiggede mig omkring. Over rækværket kan man se dybt ned i grottens nedre sektion, og langt borte skinner blåt lys — et tegn på, at der stadig er langt igen.

Eventyrlandet — et paradis for børn

Jo længere ned man kommer, jo mere ændrer stemningen sig totalt. En bueformet skulptur, der ligner en troldedør, pryder tunnelindgangen. Det er mere eventyragtigt end uhyggeligt. Børnene bliver nysgerrige frem for bange og suges nærmest ind. For voksne kan det virke en smule kitsch, men har man børn med, er det her, man tager flest billeder.

Dyrefigurer samlet i en diorama-sektion. Sat op i børnehøjde.

Her blev jeg faktisk overrasket. Over hele klippevæggen i grotten breder en mediekunst-projektion sig ud — blomster og planter, der synes at leve og bevæge sig, strømmer ned, og lyset fylder hele gulvet. En stor solsikke blomstrer i midten, og sammen med klippens tekstur opstår en mærkelig sameksistens af natur og digital kunst. At man kan se den slags inde i en grotte, havde jeg virkelig ikke forventet. Det er den sektion, hvor jeg personligt opholdt mig længst. Jeg tog vel en 10 billeder, men da jeg kiggede på dem bagefter, lignede de alle hinanden. Lidt ærgerligt.

Den Lille Prins og ræven som diorama. Kort, men vellavet.

Efter dioramaet vender den oprindelige mineskakt-stemning tilbage. Lavt loft og ingen ende i sigte.

Alice i Eventyrland te-selskab. Alice, Hattemageren, dyrefigurer sidder rundt om bordet, og der er endda svampeskulpturer — der er virkelig gjort noget ud af det.

Pink delfin, havfrue, koralrev. Til højre fortsætter endnu en gang.

Naturens mysterier — det her er det virkelige højdepunkt i grotten

Under lilla lys afslører kæmpemæssige stalagmitter og søjler sig. Uden lys ville det bare have været mørke klippestykker, men det ene lilla lysglimt forvandler hele rummet til en helt anden dimension.

Set ovenfra. Stien snor sig mellem klipperne.

I loftet til venstre hænger stalaktitter tæt pakket, og til højre står en kæmpestor søjle. Det kan ikke rummes i ét billede. Helt ærligt.

5 meter i omfang, 8 meter høj. Når man hører tallene, tænker man "nå, okay", men når man faktisk står foran den, er man helt målløs. Lag for lag af aflejringer er synlige på overfladen, og man kan næsten aflæse med øjnene, hvor meget tid der er gået. Jeg stod og kiggede op i lang tid. Personen ved siden af mig spurgte: "Hvor gammel mon den er?" Vi læste informationstavlen sammen — titusindvis af millioner af år, stod der. Vi grinede bare. Skalaen er for vanvittig.

Over rækværket rager klippeformationer naturligt op, og langt borte oplyser spots endnu et terræn.

Her er det. Det her er det ægte. Asiens største flowstone-vandfald (流石瀑布). 28 meters kalkstenskrystaller, der ser ud som om de flyder ned ad væggen, og tæt på ligner overfladestrukturen faktisk rindende vand. Over titusindvis af millioner af år er calciumcarbonat flydt ned ad væggen og størknet. I hele grotten var det her den mest overvældende oplevelse. De andre sektioner er ærligt talt lidt slørede i min hukommelse, men denne sektion husker jeg stadig krystalklart.

Der var en informationstavle, så jeg stoppede kort for at læse.

Kan I se personen, der står der? Sammenlign med klippen ved siden af, og man mærker øjeblikkeligt, hvor lille et menneske er. Stierne forgrener sig i flere retninger, og lys oplyser hvert enkelt terræn — det ligner en underjordisk by.

Enden af stien. Når man har gået hele vejen rundt og står her, føles det faktisk ret godt.

Tankerne efter at være kommet ud

Da jeg gik ind, tænkte jeg bare: "Se en grotte og gå ud igen." Men da jeg endelig var færdig og kom ud, var der gået langt mere tid, end jeg troede. I historiesektionen blev man alvorlig, i temasektionen fnisede man som et barn, og i den sidste naturgrotte stod man bare med åben mund. Man oplever tre ting på én gang, og når man kommer ud, føler man sig mæt på både krop og sjæl.

I alt 1.803 meter, 90 meters niveauforskel, 365 trin. Tal alene lyder som en lang gåtur, men i virkeligheden er det noget helt andet. Selv uden pauser tager det nemt over halvanden time. Da jeg kom ud, var mine ben helt bløde, og jeg tænkte: "Ahh, det var derfor, de sagde, man skulle tage et billede ved indgangen."

Hvis du planlægger en Korea-rejse, er det synd kun at besøge de kendte turistattraktioner omkring Seoul. Hwaam Cave i Jeongseon er et sted, som selv koreanerne knap nok kender — for slet ikke at tale om udenlandske turister. Men når man først er der, tænker man: "Hvorfor vidste jeg ikke om det her?" — så godt er indholdet. Turen til Jeongseon i Gangwon-do kan virke lang, men denne ene grotte er grund nok til at tage derhen.

Sådan kommer du til Hwaam Cave (fra Seoul, Busan og Gangneung)

Seværdigheder i nærheden af Hwaam Cave

Det er synd kun at se Hwaam Cave og så rejse videre. Her er et par steder i nærheden, man nemt kan kombinere.

Ofte stillede spørgsmål

Set fra mit eget perspektiv som en, der faktisk har været der, har jeg samlet de spørgsmål, jeg selv gerne ville have haft svar på inden besøget. Da der ikke er meget information om stedet, er det godt at vide på forhånd.

Dette indlæg blev oprindeligt offentliggjort på https://hi-jsb.blog.