Skjult havecafé i Rayong: Pa Di i vildnisset

Thailand er også en rigtig cafénation

Når man rejser i Thailand, ender fødderne mærkeligt nok med at stoppe foran caféer igen og igen. Det gælder ikke kun Bangkok eller Chiang Mai, for selv mindre byer gemmer på steder, der virkelig overrasker. Korea er stærk på cafékultur, men Thailand halter bestemt ikke bagefter. Faktisk har Thailand ofte overtaget, når det gælder udendørs rum, fordi klimaet gør noget helt særligt ved stemningen. Mens jeg boede i Rayong, gik jeg caférunder næsten hver weekend, og Pa Di i vildnisset var et af de steder, jeg virkelig gerne ville fortælle om.

Jeg viser dig lige den her drik først. Bærrene ligger i en høj på toppen, og lilla sirup løber ned over det hele. Jeg skal nok komme til smagen lidt senere. Først er det bedre lige at få en fornemmelse af, hvad det her thailandske havecafésted egentlig er for et sted.

Allerede ved indgangen er man i tvivl om det er en have eller en café

Når man går ind, er det ærligt talt svært at afgøre, om det her er en café eller nogens private have. Buskene står tæt langs grusstien, der ligger blondestof på de hvide borde, og små lyskæder glimter mellem træerne, selv midt på dagen. Der er ganske mange mennesker, men det føles ikke larmende. Måske sluger træerne lyden, eller også sænker alle bare stemmen helt naturligt. Nogle sidder og taler under parasoller, et par går længere ind i haven, og andre tager billeder ved bænkene i deres helt eget tempo.

Længere inde dukker der en hvid bygning op. Der er sprossede vinduer med slyngplanter op ad facaden, og en krans hænger ved døren. Det ligner næsten en engelsk landcottage, men når man kigger op, er taget dækket af tropiske træer, og så tænker man straks: nå ja, vi er i Thailand. Caféen havde faktisk eksisteret i over tolv år, men flyttede til den nuværende adresse i 2023 og fik så tilføjelsen “i vildnisset”. Det føles ikke som natur, der er stylet med vilje, men som noget der bare har fået lov at vokse til over tid. Lidt som et dansk sommerhusmiljø, bare under palmer.

Jeg viser lige drikken og kagen først og går så tilbage udenfor bagefter. Så er der også lidt mere grund til at læse helt til slut.

Indenfor føles det som nogen andens hjem

Indenfor er der ikke særlig stort. Hvide trævægge, tørrede blomster der hænger ned, ét bord ved vinduet og masser af småting tæt pakket ved disken gør, at det føles som at være inviteret hjem til nogen, der har boet der længe. De solgte også håndlavede ting, og hvis man begynder at kigge på dem, opdager man næsten ikke engang, når ens bestilling er klar.

Vinduesgrebet var af porcelæn. Med blomster på. Gardinet ved siden af havde også blomstermønster, og gennem glasset kunne man se havens grønne farver helt blødt i baggrunden. Min kone blev stående dér og kiggede i ret lang tid.

Bærlighedsdrik — lilla magi

Da glasset kom, så det næsten ud som om der slet ikke var væske i. Brombær, hindbær og ribs lå i et tungt lag oven på isen, og mellem dem sad et bregneblad stukket ned. På det her tidspunkt lignede det allerede mere en dessert end en drik.

Min kone sagde, at vi bare skulle drikke den med det samme, men vent lige lidt. Vanddråberne på brombærrene og hindbærkornene, der bliver næsten gennemsigtige i solen, var simpelthen for flotte. Jeg måtte lige have ét billede mere.

Når man hælder siruppen i, skifter farven

Der kommer noget ved siden af. En glasflaske med lilla sirup. Der var bundet en lyserød sløjfe om halsen på den, så den lignede mere en parfumeflaske end noget, man skulle hælde i et glas.

Når man vipper flasken langsomt og hælder siruppen i, trækker farven ned mellem bærrene. Den klare is bliver stille og roligt farvet, og det er præcis sådan en drik, man ikke skal have travlt med.

Efter det hele var hældt i, havde drikken to tydelige lag. Øverst bærrenes farver og nederst en mørk lilla tone. Bregnebladet står midt i glasset, blåbærrene flyder rundt, og når man løfter glasset, ligner den nederste del næsten et vinglas i solen.

Jeg løftede et hindbær med skeen, og den lilla sirup løb bare ned i striber. Det var faktisk det billede, der blev bedst. Smagen er syrlig, men siruppen er også ret sød. Bærrenes skarphed holder det hele i balance, så det fungerede virkelig godt i den thailandske varme.

Set ovenfra ligner bærrene næsten noget, der flyder på et lilla hav. Isen var smeltet cirka halvt, men den så stadig virkelig flot ud.

Hjemmelavet lagkage

Kagen kom på bordet i en flettet rattankurv med tallerkenen inden i, og bag den lå havens grønne farver som bagtæppe. Allerede dér så den lidt for pæn ud til bare at stikke gaflen i med det samme.

Den her kage var lidt speciel. Grønne, lyserøde og hvide lag lå stablet oven på hinanden, og øverst var der lyseblå creme, to blåbær, en enkelt vindrue og et mynteblad. Det grønne lag smagte af pandan, en urt som bruges meget i Sydøstasien. Den har en blød, grøn duft, lidt som når hyldeblomst giver en let note i en dansk sommerkage, bare mere tropisk. Cremen mellem lagene var smurt tyndt på, så urtepræget kom først og sødmen bagefter.

Jeg skar i den forreste del med gaflen. Den var så blød, at man næsten ikke behøvede at lægge kræfter i.

Snitfladen var virkelig pæn. Grøn, hvid og lyserød stod helt rent i lagene. Jeg fik at vide, at ejeren selv laver dem hjemme.

Jeg løftede en bid op. De tre lag og cremen kom med på én gang, mens haven bagved gled ud i en blød sløring. Den er sød, men ikke tung.

Tilbage udenfor — haven er større end man tror

Midt i haven står der et sort springvand. Lyden af vand ligger hele tiden i baggrunden og får varmen til at føles lidt mindre hård. Bagved kan man se den hvide cottagebygning og terrassen med lyskæder, og når vinden bevæger sig gennem træerne, blinker sollyset mellem grenene. Selv uden aircondition kunne man sagtens sidde derude, fordi skyggen fra træerne gjorde meget.

Et par sidder over for hinanden ved et hvidt bord på gruset, og en medarbejder går forbi med en rattankurv i hånden. Bagved er der en toetagers bygning med slyngplanter op ad væggene, og til venstre står en mindre bygning med en krans på døren. Der ligger flere små bygninger spredt rundt i haven, så man går nærmest rundt og opdager stedet lidt efter lidt. Den er faktisk større, end man lige regner med.

Ejerens håndlavede småting

På hylden bag disken stod bundter af hvedeaks, kogler og en miniaturekirke i træ, og i et krus stod en enkelt gul rose. En bedstefardukke med stråhat og en bedstemordukke med tørklæde sad ved siden af hinanden. Det hele skulle efter sigende være håndlavet af ejeren eller udvalgt af hende selv.

Der er også noget udenfor

Der står også et kunstobjekt udenfor, men det synes jeg faktisk, du selv skal finde, hvis du kommer forbi.

Selv spurvene er gæster her

Da vi havde spist kagen og var væk fra bordet et øjeblik, kom vi tilbage til et par spurve, der stod oppe på tallerkenen. De hakkede i krummerne side om side og virkede overhovedet ikke bange for mennesker. I Korea var der nok straks blevet talt om hygiejne, men i Thailand føles det bare som en del af landskabet. Ingen jager fuglene væk, selv når de hopper op på cafébordene. Den der løse sameksistens kunne jeg faktisk rigtig godt lide.

Hvis du kun skal vælge én café i Rayong

Pa Di i vildnisset er ikke en perfekt café. Stemningen og billederne gør næsten alle glade, men nogle synes også, at drikkevarerne og desserterne mere er noget, man betaler for på grund af atmosfæren, og anmeldelserne er delte, når det gælder servicen. Helt ærligt synes jeg også selv, at det her steds egentlige hovedperson er rummet. Men hvis jeg kun måtte anbefale én café i Rayong, ville jeg stadig pege på den her. Ikke fordi den er fejlfri, men fordi tiden jeg havde der, var virkelig god.

Besøgsinfo til Pa Di i vildnisset

Dette indlæg blev oprindeligt udgivet på https://hi-jsb.blog.