Døgnåben café i Sydkorea — midnatsbesøg med gelato og panini

Pascucci i Sintanjin-kvarteret i Daejeon (en storby omkring 150 km syd for Seoul) er en døgnåben storcafé med drive-through, gratis parkering og et udvalg af kaffe, gelato, kager og panini — selv midt om natten. Bestilling foregår via selvbetjeningsskærme med engelsk, japansk og kinesisk som sprogvalg. Caféen er fordelt over to etager med masser af siddepladser, trådløs opladning og gratis wifi. Pascucci er et italiensk kaffemærke grundlagt i 1883, som i Sydkorea drives af SPC Group. Det her er min anmeldelse efter et besøg ved midnat.

En café ved midnat — hvorfor overhovedet?

Jeg kunne ikke sove, så jeg spurgte min kone: "Skal vi tage på café?" Hun var oppe med det samme. Problemet var bare, at klokken nærmede sig midnat, og alle caféer i nærheden havde lukket. Jeg googlede løs, men intet var åbent — så vi endte med at køre til Pascucci i Sintanjin, der har døgnåbent. Det var mit tredje besøg, og de to første var også om aftenen. Når man bor i Sintanjin, er der simpelthen ikke mange caféer at vælge mellem sent om aftenen, så den her dukker altid op som mulighed.

Navnet Pascucci lyder som en ren italiensk café, og det startede faktisk også i Italien i 1883 — men i 2002 tog den koreanske SPC Group brandet til Sydkorea, og i dag er der faktisk flere filialer i Korea end i Italien. Sammenlignet med Starbucks eller A Twosome Place (en anden populær koreansk kædecafé) er Pascucci dog lidt mere under radaren. Jeg har selv et personligt forhold til kæden: da jeg arbejdede på en halvlederbyggeplads i Cheongju i flere måneder, besøgte jeg den lokale Pascucci tre-fire gange om ugen — så mange gange, at jeg har mistet tællingen. Siden dengang har brandet bare følt sig velkendt.

Smukkere i mørket

Set udefra lyste caféens store glasfacade op med det indre lys, og ranker og blomsterdekorationer skinnede blødt igennem ruderne. Min kone sagde med det samme, da hun steg ud af bilen: "Den er bare flottere om natten." Det sagde hun også de to andre gange. I dagslys ligner det bare en stor café, men om aftenen reflekterer lyset sig i glasset, og man kan ikke lade være med at kigge. Bygningen er designet som en drive-through-filial, så den er bred og åben, hvilket giver en dejlig luftig følelse.

Rundt om hjørnet lyste drive-through-skiltet klart op, og bag vinduerne kunne man se et stort vægmaleri med blomster og frugt mellem rankende planter. Bemærk: drive-through kører kun i dagtimerne — om natten parkerer man bare og går ind. Selv ved midnat kunne jeg se en del mennesker derinde, så det var altså virkelig ægte døgnåbent.

Indretningen — to etager med blomsterdekoration

Indenfor var det langt mere rummeligt, end det så ud til udefra. Loftet er åbent op til anden etage, og derfra hænger blomster og ranker ned, så det føles som en lille have midt i caféen. Pladserne langs vinduerne med de lange borde var særligt hyggelige — blødt lys sivede ind mellem trædekorationerne, og selv ved midnat sad der en person alene med sin bærbare computer. I Sydkorea er det helt normalt at sidde alene på en café i timevis. Folk arbejder på laptops, studenter læser til eksamen, andre sidder bare og scroller på telefonen. Jeg havde ikke forventet den slags indretning fra en kædecafé, men den her filial har tydeligvis fået ekstra kærlighed.

Vægmaleriet og siddearrangementet

En hel væg var dækket af et stort maleri med blomster og frugt — i den størrelse gør det virkelig indtryk. Siddepladserne varierer fra lange bænke langs væggen til høje barborde, så uanset om man kommer alene eller i gruppe, er der rigeligt med plads. Fordi det var efter midnat, var denne sektion næsten tom, hvilket var perfekt til at tage billeder. Belysningen ved vægmaleriet er dog ret kraftig, så hvis man vil have det lunt og hyggeligt sent om aftenen, er pladserne ved vinduerne et bedre valg.

Disken og dessertmontrerne — selv ved midnat

Disken buer sig i en lang kurve, og bare det giver et indtryk af stedets størrelse. Selv ved midnat stod en medarbejder bag disken og lavede drinks. Menutavlen er en digital skærm med kaffe, granita, gelato og meget mere. Foran disken var der brød og desserter opstillet i pæne rækker. De fleste døgnåbne caféer har tomme montrer på det her tidspunkt, men her var der overraskende mange ting tilbage selv efter midnat. At man kan finde noget at spise, når sulten melder sig sent om aftenen — det er i hvert fald sikkert.

Bestilling via selvbetjeningsskærm — engelsk, japansk og kinesisk

Jeg bestilte via selvbetjeningsskærmen — en såkaldt kiosk. I Sydkorea bruger næsten alle caféer det system i dag. Man vælger på touchskærmen og betaler med kort; det er ret intuitivt, og efter et par forsøg kører det. På skærmen dukkede et tilbud op: køb en af tre creme-te-varianter og få en americano gratis — et fint tilbud, hvis man skal bruge to drinks. Nederst var der også en ny berry matcha-serie, men jeg endte med at bestille det, jeg plejer.

Skærmen understøtter også engelsk. Som landsdækkende kæde har de sprogvalg for engelsk, japansk og kinesisk, og den engelske brugerflade er pæn og overskuelig. Selv uden koreansk kan man vælge, om man vil spise i caféen eller tage med, direkte fra skærmen — ingen grund til at gå i panik. Vælger man at drikke i caféen, serveres drikken i en rigtig kop i stedet for et engangsbæger. I Sydkorea er der nemlig restriktioner på engangskrus i caféer.

Kategorierne vises med store ikoner på den engelske skærm, så det er nemt at finde rundt. Sæsonmenu, kaffe, drikkevarer, kage, sandwich, bageri og gelato — det hele kan overskues med ét blik, og man kan næsten nøjes med at trykke på billederne. Vælg en kategori, vælg en vare, og man er direkte videre til betaling. Selv førstegangbrugere burde klare det uden problemer.

Priser og betalingsmuligheder

Under sandwich-kategorien fandt jeg panini-udvalget: philly steak, avocado-kyllingeskinke, æg-bulgogi og italiensk klassisk — priserne lå mellem ca. $5,20 og $5,40. Kageudvalget bød på cassata-serien fra ca. $4,70 og soufflé-cheesecake til ca. $4,30. En hel jordbær-yoghurtkage kostede omkring $8,90, og enkeltskiver lå på niveau med gennemsnittet for koreanske kædecaféer. Menunavne og billeder vises klart på den engelske skærm, hvilket gør det nemt at sammenligne priser.

Betalingssiden var også pænt vist på engelsk. Kreditkort virker selvfølgelig, og der er et bredt udvalg af koreanske mobilbetalingsløsninger.

At WeChat Pay er med, sprang i øjnene. Det er stadig ret sjældent i koreanske kædecaféer. For udenlandske besøgende er den slags virkelig praktisk. Udenlandske Visa- og Mastercard virker også, så betaling burde ikke være et problem.

Min kone betalte med Samsung Pay. Hun holdt telefonen hen til kortlæseren under skærmen, og den registrerede med det samme. Én tiramisu-gelato, én iskaffe-mokka og én italiensk klassisk panini — i alt 19.800 won (ca. $13,60). Nederst på kvitteringen var wifi-koden trykt. Der er separat wifi til første og anden sal med adgangskoder til begge, så man behøver ikke spørge personalet. De fleste koreanske caféer tilbyder gratis wifi — normalt står koden ved disken eller på kvitteringen.

Kager, panini og brød — montren er stadig fyldt ved midnat

Mens vi ventede på drinkene, kiggede jeg lidt på montrerne. Cassata-serien var pænt opstillet — blåbær-yoghurt og tiramisu stod side om side og fangede blikket først. Blåbær-yoghurten havde hele blåbær presset ned i toppen, hvilket så virkelig appetitligt ud, og tiramisuen var dækket af et tykt lag kakaopulver i bedste italienske stil. Begge kostede ca. $4,70 pr. stykke, og portionerne så faktisk generøse ud i forhold til prisen. Ved siden af stod en cassata kirsebær-chokolade til ca. $5,10 med et bjerg af chokoladestykker på toppen — den så ud til at være sødheden selv. Der var også jordbærkageskiver og andre varianter, og at montrerne stadig var helt fyldte efter midnat overraskede mig ærligt talt.

Ved siden af kagerne var der en sandwich- og panini-sektion, og udvalget var imponerende. Hver panini stod på sit eget lille træstativ, og alle havde røde HOT-klistermærker, så de varmes tilsyneladende op ved bestilling. Philly steak-paninien havde jalapeño ovenpå og lovede lidt stærkt, og den ved siden af — en fuldkornspanini proppet med rucola og sauce — så absolut mest indbydende ud. Den italienske klassiske panini med skinke, oliven og tomat var en sikker kombination, og det var den, min kone valgte. Priserne lå mellem ca. $4,90 og $5,70. De var store nok til, at man ikke kan holde dem i én hånd, så de duer fint som natmad. Nedenunder stod der også vand og juice, så man kunne sagtens bare købe et brød og en flaske vand uden at bestille en drink.

Oven på disken var der endnu flere brødtyper. Bagels fandtes i plain og basilikum — begge med cream cheese til ca. $3,10 — og ved siden af lå saltbrød og terningformede brød fra ca. $2,00 til $3,40. På en anden bakke lå croissanter og runde wienerbrød, og bagved stod et skilt om, at man får en makron, hvis man skriver en anmeldelse på Naver (Sydkoreas svar på Google). At der stadig er så meget brød tilbage på dette tidspunkt er ærligt talt flot. Men hvis brød er hovedformålet, bør man selvfølgelig komme i dagtimerne.

Trådløs opladning og wifi — grunden til at blive hele natten

Drinkene var ikke helt klar endnu, så vi satte os først. Jeg valgte det lange bord ved vinduet, hvor blomster og citroner hang ned fra oven — det var klart den mest stemningsfulde plads. Da jeg kiggede nærmere på bordet, opdagede jeg stikkontakter indfældet i bordpladen og endda en trådløs opladningsplade bygget direkte ind. Man lægger bare telefonen, og opladningen begynder. Jeg brugte den også dengang i Cheongju-filialen. Helt ærligt er opladningshastigheden langsom. Har man travlt, er en almindelig stikkontakt bedre. Men når man sidder og drikker kaffe og bare lægger telefonen på bordet, tikker procenterne stille og roligt opad — og efter en time eller to mærker man det. I en døgnåben café, hvor man potentielt sidder hele natten, er opladning nærmest et must. Og hvor mange caféer har trådløs opladning ved hvert eneste bord?

Sofaer på anden sal og stemningen om natten

Jeg gik op på anden sal. Her var virkelig rummeligt. På væggen stod der PHILOSOPHY, og foran var sofapladserne bredt ud. Grønne, røde, gule og grå stole i vidt forskellige farver — og alligevel passede det overraskende godt sammen. Bordene var bønneformede og blødt runde, hvilket fjernede enhver stiv fornemmelse, og sofaerne var bløde nok til, at man sagtens kunne sidde i timevis — klart mere behageligt end de lange borde på første sal.

Ved glasgelænderet kan man se hele første sal nedefra. Fra anden sals højde hænger blomsterdekorationerne og lysene lige foran øjnene, og det giver et helt andet perspektiv. Udenfor reflekteres Pascucci-logoet i glasset, og indenfor ser man disken og de andre gæster — en dejlig åben udsigt. Selv efter midnat sad der folk med laptops og par, der snakkede stille, på anden sal. Tilsammen med første sal var der mindst ti grupper. Klokken tolv om natten — det er en døgnåben café, der faktisk fungerer. Dog er belysningen på anden sal lidt dæmpet sammenlignet med første sal, så stemningen passer bedre til at slappe af end til at arbejde.

Tiramisu-gelato, kaffe-mokka og italiensk panini — smagen

Endelig kom bestillingen. Jeg satte bakken ved gelænderpladsen på anden sal, og blomsterdekorationen bag ved ordnede sig som perfekt baggrund af sig selv. Iskaffe-mokkaen havde et bjerg af flødeskum — den var min kones. Tiramisu-gelatoen havde en kugle vanilleis, der flød oven på — den var min. Den første mundfuld af gelatoen er lidt bitter med kaffesmag først. Men efterhånden som isen smelter, bliver den blødere og mere cremet, og mod bunden vender den kraftige kaffesmag tilbage. Drikker man den hurtigt, lægger man måske ikke mærke til det, men med små slurke skifter smagen faktisk undervejs.

Den italienske klassiske panini kom skåret midt over — grillstregerne var tydelige på overfladen, og ost løb ud af midten. Ved første bid viste det sig, at skinken var foldet i flere lag, og tomat og mozzarella smeltede sammen i mundfulden — det var helt fint. Brødet var sprødt og gav god tyggemodstand, og fyldet var mere generøst end forventet. Jeg havde ikke de store forventninger til en panini fra en kædecafé, men som natmad duede den. Ulempen var, at vi delte én mellem to, og det var lidt for lidt. Vi havde heldigvis spist aftensmad i forvejen — ellers havde jeg bestilt en ekstra. Og paninien var allerede lidt afkølet, da den kom. De siger, de varmer den, men den føltes ikke rigtigt varm. Måske havde det været fint, hvis vi spiste den med det samme, men vi bar den op på anden sal og tog billeder først — og det mærkede vi altså.

Selvafrydning og parkering — på vej ud

I koreanske caféer rydder man selv af. Personalet kommer ikke hen til bordet — man bærer selv bakken hen til en afrydningsstation som denne, når man er færdig. Er man i tvivl, kan man bare se, hvad andre gæster gør. Tomme kopper og bakken stilles på stativet, og sugerør og servietter sorteres i affaldscontainerne ved siden af.

Vi sad i omkring en time og gik så stille og roligt. Klokken var cirka 1 om natten, og parkeringspladsen var næsten tom. Der er rigeligt med pladser, så selv i dagtimerne burde parkering ikke være et problem. Caféen ligger lige ud til en stor hovedvej, så den er let at nå med bil — klart nemmere end med offentlig transport.

Helt ærligt er Pascucci ikke en café, man normalt opsøger i Sydkorea. Men den her filial er anderledes. Den har døgnåbent, den er stor, indretningen er gennemtænkt, og der sidder stadig over ti grupper efter midnat. Vi kom, fordi der ikke var andre muligheder om natten — men jeg har en fornemmelse af, at vi kommer igen. Leder du efter en natcafé i Daejeon-området, så giv den her et forsøg.